Ernst Schneider

Ernst Schneider var en af de mindst 15 Jehovas Vidner, der den 3. maj 1945 overlevede det britiske jagerbombardement af skibene »Cap Arcona«, »Thielbek« og »Deutschland« i Neustädter Bucht. Som ung, »værnepligtig« mand var han hurtigt kommet i direkte konflikt med det nazistiske regime ved krigens begyndelse.

"I Bibelen står der 'Du skal ikke dræbe', og derfor kom det for mig ikke på tale at blive soldat", forklarede han sine overordnede hos firmaet Rohde und Dörrenberg i Düsseldorf-Oberkassel i oktober 1939, da de spurgte ham om han ville melde sig ind i DAF (Deutsche Arbeitsfront).1

Schneider blev født den 28. marts 1911 i Düsseldorf, gik på musikkonservatoriet i Köln, komponerede selv musikstykker og var i sæsonen 1937/38 ansat i Düsseldorfs byorkester. Hans instrument var fagotten. Siden 1932 havde han deltaget i Jehovas Vidners offentlige foredrag og bekendte sig trods forbuddet mod trossamfundet i Preussen i juni 1933 fortsat til dets trosprincipper – herunder alle menneskers lighed, politisk neutralitet samt det kristne bud om næstekærlighed.

Fire af hans kolleger i symfoniorkestret angav ham i 1938 til den regionale kulturforvalter og musikchef i Gau Düsseldorf, da han på grund af sin religiøse overbevisning

„nægter at hilse med den tyske hilsen [sic!]“ og „ikke finder det nødvendigt at rejse sig, når den tyske nationalsang spilles.“2

Gestapo anholdt ham og afhørte ham, men anklagemyndigheden rejste ingen tiltale på grund af manglende beviser.

„Jeg bestræber mig blot på at handle i overensstemmelse med Bibelens sandheder“, forklarede han under Gestapo-afhøringen.3

Kort efter blev Reichsmusikkammer Berlin inddraget. Schneider mistede sin stilling i orkestret og måtte tjene til livets ophold som maskin- og bygningsarbejder.

Politilægen bekræftede, at Ernst Schneider var »egnet til arbejde og internering«. Herefter overførte Gestapo ham til koncentrationslejren Sachsenhausen, hvor han, ligesom mange andre Jehovas Vidner, straks blev indrulleret i »strafkompaniet« med fangenummer 6078.5 Det betød hårdt arbejde i løb, også om søndagen, med madmangel og grov mishandling fra SS' side. I Gestapo-akten er de regelmæssige datoer for forhør i forbindelse med beskyttelsesfængsling mellem januar 1940 og februar 1944 omhyggeligt dokumenteret.

Måske ankom Ernst Schneider til koncentrationslejren Neuengamme mellem 1. marts og juni 1940.6 Der fik han fangenummer 793.7

Det var yderst sjældent, at Gestapo forsøgte at overføre koncentrationslejrfanger til Wehrmacht, som det skete i 1941 i tilfældet med Ernst Schneider. Begrundelsen lød: „Ved fortsat afvisende adfærd vil der blive taget skridt mod ham i henhold til de militære straffelove.“8 Et meningsløst foretagende, som ikke blev efterkommet. For de fleste af Jehovas Vidner, der var fanger i koncentrationslejrene, nægtede kompromisløst enhver deltagelse i krigen såvel som arbejde for Wehrmacht eller i våbenindustrien.9

Da evakueringen af koncentrationslejren Neuengamme begyndte den 20. april 1945, blev Schneider om natten sammen med 22 andre Jehovas Vidner i en lille gruppe på 50 fanger under SS-bevogtning lastet ombord på et snavset godsvogn og transporteret mod Lübeck. Efter deres ankomst blev fangerne først proppet ind i lastrummet på skibet Thielbek:

„[Det var] ikke muligt […] at stå uberørt i bare et øjeblik. Det var fuldstændig umuligt at ligge ned. […] en stank, ikke et eneste lysstråle“, skrev han senere i sin dagbog. 10

Efter 7 eller 8 dage blev fangerne lastet ombord på skibet Athen for at blive bragt til Cap Arcona. Schneider beskrev, at der på luksusdampskibet som regel var 10 fanger, der måtte dele en 2-personers kahyt. Der var kun kålroevand at spise og om aftenen en tynd skive brød med et stykke smør.

Omkring kl. 15 om eftermiddagen den 3. maj befandt Ernst Schneider sig netop i den store spisesal sammen med sin ven Willi, da skibet pludselig rystede. De så et hvidt flag på Thielbek. Han løb straks hen til sine trosfæller i kahytterne.

„Gennem koøjet så jeg pludselig engelske flyvemaskiner komme flyvende i lav højde direkte mod Cap Arcona. […] Bomberne faldt, og der var et forfærdeligt brag. Den ene salve efter den anden. Vi frygtede en kedelexplosion. Der var kraftig røg i gangene. Man kunne ikke få luft. Foran alle kahytterne løb folk hjælpeløst rundt.“

Vagterne beordrede fangerne til at gå tilbage til kahytterne.

„Nu krængede skibet endnu mere. Man kunne ikke længere gå oprejst i gangene. Ild! Skibet brænder.“

Han kæmpede sig op på dækket og så „kæmpe flammer komme ud af lastrummet“.

„Fra rælingen til vandspejlet var der nok omkring 8 meter. Mange sprang i vandet, med og uden redningsveste, og forsøgte at kæde sig fast til de redningsskibe, der kom fra land. Men ved dette forsøg […] stivnede mange i vandets kulde. Redningsbådene kom heller ikke tættere på os. Flyene fløj i cirkler over vores skib.“

Hundredvis af fanger, der stod tæt sammen på forstavnen, „viftede med deres lommetørklæder eller klude mod flyverne […] man kunne nu også se det hvide [sic!] flag på vores skib. Men desværre for sent. Nu kunne man også se, hvordan skibet […] Deutschland blev bombet og efter få minutter stod i lysende flammer. Og Thielbek sank inden for 30 minutter. På begge skibe var der også vores [tros]brødre.“

Efter ca. 2 timer „kæntrede skibet hurtigt. Og vi blev kastet i vandet en efter en, selvom vi forsøgte at holde fast i hinanden. […] Den ene klamrede sig fast til den anden.“

Ernst Schneider svømmede tilbage til skibet, der var glohedt og efter hans skøn stadig ragede ca. 7 meter op af vandet, og kunne sammen med sin ven Karl holde fast et sted i et stykke tid.

„Vagterne, der befandt sig på det synkende skib, [skød] på forsvarsløse fanger, der forsøgte at redde sig“, dokumenterede Ernst Schneider.

Den troende Alfred Knegendorf, en sømand, trak ham og omkring 20 andre fanger op ad skibets jernskrog ved hjælp af et reb. I mange timer ventede nu flere hundrede mennesker på den kæntrede køl af Cap Arcona. Selv i denne desperate situation opmuntrede Ernst Schneider to russiske medfanger og fortalte dem om Bibelens budskab om håb. 12 Først om aftenen omkring kl. 22 kom redningen.

„I mellemtiden lagde en redningsbåd til og tog omkring 300 til 310 redde med i land. En marinesoldat var så venlig at give mig sin egen militærfrakke, […] for jeg frøs meget.“

Britiske soldater bragte de redde til en kaserne.

Siden 2015 har Ernst Schneiders skæbne været præsenteret på en informationsstele i den permanente udstilling »Børn og unge i Düsseldorf under nationalsocialismen« på Mahn- und Gedenkstätte Düsseldorf. (Mahn- und Gedenkstätte Düsseldorf – Förderkreis der Mahn- und Gedenkstätte Düsseldorf e.V.)